IMG_3599

Udover Open Wire i Søndre Havn vil du kunne opleve skitseudstillingen OPEN WIRE PÅ
KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum. OBS! Normal entré
(www.koes.dk)

I Søndre havn vil du finde byrum som Opdagelsen, Tidsrummet, Byskoven og Udsigten med udekøkken, grill, musikanlæg, havnebier og meget mere.

TIDSRUMMET
Søndre Molevej 3

Et nyt eksperimenterende byrum er på vej til Søndre Havn med dråbeskovaf 200 jordbærbøjer, farverige siddemøbler, rigbåd, udstillingspæle og et
kæmpe kort over Køge Kyst. Byrummet skal både invitere til leg og ophold men også informere om aktiviteter og planer.

OPDAGELSEN
Søndre Molevej 9

Opdagelsen
fotograf: Martin Håkan / CoverGanda.dk

Opdagelsen er et byrum på Søndre Havn, der rummer et overdækket udekøkken, bænke, havnebier, stenbjerg, pæleskov med hængekøjer og havnehaver, der passes og plejes af lokale borgere, foreninger og institutioner. Udekøkkenet består af fire store grill, fire arbejdsstationer med vand og el samt et skur med toilet og basalt køkkengrej. Køkkenet kan danne ramme om mange arrangementer – alt fra børnefødselsdage, hyggelige udendørs spisestunder med venner og familie eller madskolearrangementer.

Skal I være mange kan køkkenet bookes her: www.koegekyst.dk/booking, ellers møder man bare op.
Nøgle til toilet og køkkenskur aftentes hos Køge Kyst (Havnen 39), hverdage mellem 9-15.
Bemærk du skal være 18 år for at låne en nøgle.

BYSKOVEN
Søndre Molevej 8

Byskoven
fotograf: Martin Håkan / CoverGanda.dk

Byskoven er et byrum med dirt jump-bane, hvor du på en dirt jump-cykel kan hoppe på og over små og store jordbunker. Omkring banen er der træer og et ’sidde- og hænge ud-miljø’ med tilskuerpladser. Dirt jump-banen er bemandet hver onsdag kl. 17-19, hvor du kan låne en cykel og sikkerhedsudstyr.
Se mere på www.facebook.com/KogeDirtJumpBane

UDSIGTEN
For enden af Søndre Molevej

Udsigten
Fotograf: Martin Håkan / CoverGanda.dk

Udsigten er omgivet af havet, havnen, stranden og strandengen. På Udsigten er der siddemøbler, og du kan grille, træne, lege eller blot nyde den smukke udsigt. Der er et lydanlæg, så du let kan afspille musik med din smartphone via bluetooth.
Du kan også låne mobilkøkkenet, der er et køkken på hjul bestående af et gasblus med gryde, en rygeovn, et trepersoners skærebræt og en vogn til rindende vand.
Køkkenet bookes her: www.koegekyst.dk/booking. Nøgle til køkken aftentes hos Køge Kyst (Havnen 39), hverdage mellem 9-15. Bemærk du skal være 18 år for at låne en nøgle.

SØNDRE HAVN

Søndre Havn er et industrielt havnemiljø, som er under byudvikling de næste 20 år og vil udvikle sig til en ny bydel med boliger, erhverv og byrum. Området ejes af byudviklingsselskabet Køge Kyst, der blev lanceret i 2009 og er et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By.

Fra begyndelsen har Køge Kyst arbejdet målrettet med at integrere kultur som en essentiel del af udviklingen af Køges nye bydel. Det sker ud fra en overbevisning om, at livet skal komme før bygninger. Via kulturruten Tråden, der bevæger sig fra Køges historiske bymidte til molen på Søndre Havn, kan man året rundt opleve byrum, kunst, aktiviteter, udstillinger, workshops, koncerter og festivaler. Det er et område der sprudler af liv og aktivitet – i 2013 havde Tråden og Søndre Havn ca. 30.000 besøgende. Byudviklingen inddrager borgerne i udviklingen af byen. Der dyrkes grøntsager sammen i de urbane havnehaver og på Udsigten mødes folk om sommeren og griller, hører musik og netværker.